Solceller

 

Tilmelding af solcelleanlæg

Som elinstallatør er der en række procedurer, du skal kende til, når du tilmelder solcelleanlæg for dine kunder. Alle solcelleanlæg i RAH Nets forsyningsområde skal tilmeldes og godkendes hos RAH Net inden idriftsættelse.

Vi skal sikre kvaliteten af elforsyningen i området, og det er derfor vigtigt, at solcelleanlæg bliver tilmeldt i god tid inden opsætningen. 

Ved tilmeldingen laver RAH Net en samlet vurdering af elnettets styrke i området.

Herunder kan du læse, hvordan proceduren for tilmelding af solcelleanlæg er i RAH Nets forsyningsområder.

Overblik over processen

Processen for tilmelding af et solcelleanlæg i RAH Nets forsyningsområde:

  1. Forberedelse inden ansøgning
  2. Tilmelding af solceller
  3. Sagsbehandling
  4. Godkendelse, anvisning og idriftsættelse af anlæg
    1. Forberedelse inden ansøgning

    Inden opsætningen af solcelleanlægget påbegyndes, er det en god idé at kontakte kommunen. 
    Der kan være krav om godkendelse for opsætning af solcelleanlæg i f.eks. lokalplaner.

    2. Tilmelding af solceller

    Dokumenter i forbindelse med tilmelding
    Stamdatabilag skal indsendes for alle typer og størrelser af solcelleanlæg.

    Dokumentation for solcelleanlæg uden batterier
    Ved tilmelding af solcelleanlæg uden batterier skal du udfylde teknisk bilag for produktionsanlæg, Bilag 1 – Vejledning for nettilslutning af produktionsanlæg til lavspændingsnettet (≤ 1 kV).

    Dokumentation for solcelleanlæg med batterier
    Ved tilmelding af solcelleanlæg med batteri skal du udfylde Bilag 1 TF 3.3.1 – Dokumentation for elektriske energilageranlæg.

    Enstreg-diagram viser alle komponenter i solcelleanlægget, samt om batteriet er forbundet til solcelleinverteren (DC-koblet) eller via sin egen inverter (AC-koblet).

    Det er vigtigt, at alle oplysninger på dokumenterne er udfyldt korrekt, ellers kan tilmeldingen ikke godkendes og processen forsinkes unødigt. Se tjeklisten for typiske udfordringer i forhold til udfyldelsen af tilmeldingen nedenfor.

    Tjekliste til udfyldelse af bilag 

    Vi har samlet en tjekliste med de fejl, der oftest bliver begået i tilmeldingsproceduren af solcelleanlæg. Vær opmærksom på udfyldelsen af følgende:

    • Fødselsdato eller CVR-nummer skal skrives på stamdatabilaget 
    • Idriftsættelsesdatoen skal være den samme på begge bilag 
    • Inverterfabrikat og -type skal fremgå af positivlisten – og skal angives i begge bilag. Find positivlisterne her
    • Underskrift af både anlægsejer (eller fuldmagt fra vedkommende) og idriftsættelsesansvarlig
    • Udfyldelse af værdier i Bilag 1.1 eller TF 3.3.1. Værdierne kan oplyses af producenten
    • Udfyldelse af e-mailadresse til faktura for administrationsgebyr og GSRN-nummer

    Tjeklisten ovenfor er vejledende. Det er dit ansvar, at tilmeldingen følger Energistyrelsens og Green Power Denmarks retningslinjer for udfyldelse af ansøgning og regler for nettilslutning.

    Har du spørgsmål i forbindelse med udfyldelsen, kan du kontakte RAH Net på 97 32 14 55.

    3. Sagsbehandling

    Når RAH Net har modtaget tilmeldingen, sker følgende: 

    • Vi gennemgår dokumentationen
    • Vi generer anlæggets GSRN-nummer
    • Vi opretter anlægget hos Energistyrelsen
    • Vi sender faktura med oprettelsesgebyr (se gebyroversigt) for tilmeldingen og GSRN-nummer til anlægsejer
    • Vi opretter produktionsvisning i elmåleren

    Er dokumentationen ikke korrekt, bliver sagsbehandlingstiden forsinket.

    4. Godkendelse, anvisning og idriftsættelse af anlæg

    Når anlægsejeren har modtaget GSRN-nummeret i en mail fra RAH Net, må anlægget idriftsættes.

    Har du som installatør spørgsmål til processen, er du velkommen til at kontakte RAH Net på 97 32 14 55.

    Hvilken størrelse anlæg må jeg tilslutte?

    De overordnede retningslinjer er: 

    • Som udgangspunkt må solcelleanlægget kunne levere det antal ampere (kaldet leveringsomfang), der er købt til installationen.
    • Et anlægs tilladte størrelse afhænger af de nettekniske forhold på adressen.  
    • Kan elnettet klare mere end leveringsomfanget, kan der i nogle tilfælde gives tilladelse til at installere et større anlæg. Det vil i de fleste tilfælde kræve, at kunden køber et udvidet indfødningsomfang. Kontakt RAH Net for yderligere oplysninger om udvidelse af indfødningsomfang.
    • Kan elnettet ikke klare belastningen, vil man som egenproducent (ejer af et solcelleanlæg tilsluttet i en elinstallation) blive anvist i et andet tilslutningspunkt. Udgiften til stikledning og etablering af denne, påhviler ejeren af anlægget.

      Udfyldelse af bilagene skal gøres elektronisk, så de er læsbare. Bilagene må ikke være udfyldt i hånden.

      Udfyldes de i hånden, kan bilagene ikke behandles og vil blive afvist.

      De nødvendige dokumenter skal altid vedhæftes tilmeldingen på www.installationsblanket.dk.

      FAQ om solceller

      Hvor kan man se solcelleproduktionen?

      Den samlede produktion kan kun aflæses på inverteren. RAH Nets elmåler kan ikke registrere den totale produktion, men kan aflæse den mængde strøm, der sendes ud på elnettet. Vi sender værdierne til et fælles landsdækkende målersystem, hvor produktionselleverandøren modtager værdier til afregningen.

      Hvilken type målere har RAH Net og MES?

      Alle elmålere i RAH Nets og MES Nets forsyningsområder er summationsmålere. Efter godkendelse af solcelleanlægget bliver elmåleren programmeret til at kunne måle og vise den mængde energi, solcelleejeren sender ud på elnettet.

      Hvordan foregår udbetaling af overskudsproduktion?

      Når du som installatør har færdigmeldt sagen og solcelleanlægget er idriftsat, kan produktionen afregnes til anlægsejer. Anlægsejeren skal vælge den produktionselleverandør, der ønskes en aftale med. Find produktionselleverandører her. 

      Anlægsejeren modtager herefter betaling for den del af solcelleproduktionen, der leveres til nettet i henhold til den aftale, anlægsejer og produktionselleverandøren har indgået. 

      Betalingen for overskudsstrømmen kommer fra produktionselleverandøren og RAH Net kan hverken se eller ændre på afregningen.

      Må man udvide eksisterende solcelleanlæg i gruppe 6?

      Et solcelleanlæg i nettoafregningsgruppe 6 (også kaldet den gamle ordning) må efter Energistyrelsens regler ikke udvides. Hverken med flere paneler, større inverter eller ved at fjerne en eventuel begrænsning i invertere.

      Læs mere om Energistyrelsens regler her.

      Kan man skifte til anden nettoafregningsgruppe?

      Vil din kunde have udvidet et anlæg i nettoafregningsgruppe 6, kan anlægget ikke længere være i nettoafregningsgruppe 6. Derfor skal kunden i nettoafregningsgruppe 3 (øjebliksafregning). Kunden skal sende en mail til Energistyrelsen på ens@ens.dk.

      Det er vigtigt, at kunden oplyser GSRN-nummeret for det pågældende anlæg. GSRN-nummeret kan oplyses af kundens elleverandør.

      Hvad sker der ved ejerskifte af solcelleanlæg?

      Ved ejerskifte af et solcelleanlæg, skal der oplyses ejerskifte på borger.dk.

      Det er vigtigt, at kunden oplyser GSRN-nummeret for det pågældende anlæg. GSRN-nummeret kan oplyses af kundens elleverandør.

      Ekstra inverter på eksisterende solcelleanlæg?

      Hvis din kunde ønsker at opsætte en ekstra inverter eller udskifte en defekt inverter på eksisterende anlæg, skal det samlede anlæg tilmeldes og godkendes på ny.

      Det vil sige, at alle invertere på solcelleanlægget skal være på positivlisten. Du finder positivlisten her.

      Hvad skal man tage højde for, når man skifter en defekt inverter på et anlæg med mere end en inverter?

      Skifter du en defekt inverter for en kunde på et anlæg med f.eks. 2 invertere, skal anlægget dokumenteres som et nyt samlet anlæg.

      Det vil sige, at alle invertere på solcelleanlægget skal være på positivlisten. Der skal udfyldes bilag som omfatter alle invertere på solcelleanlægget.

      Anlæg over 50 kW

      Der er større krav til dokumentation for anlæg over 50 kW. Du skal som installatør sætte dig grundigt ind i reglerne for større anlæg i god tid, inden solcelleanlægget tilmeldes. Reglerne finder du hos Green Power Denmark.

      Kontakt RAH Net for yderligere oplysninger om større solcelleanlæg.

      Solceller på udlejningsejendomme?

      Der gælder særlige regler for solceller på udlejningsejendomme. Det er en god idé at sætte sig grundigt ind i reglerne inden, der tages beslutning om etablering af solcelleanlæg på udlejningsejendomme.

      RAH Net A/S

      MES Net A/S

      KONTAKT

      Ringkøbing-afdelingen

      Ndr. Ringvej 4 - 6950 Ringkøbing

      Mandag – torsdag kl. 7.30 – 16.00

      Fredag kl. 7.30 – 12.30

      Brande-afdelingen

      Dørslundvej 44 - 7330 Brande

      Mandag – torsdag kl. 7.30 – 15.30

      Fredag kl. 7.30 – 15.00

      TO SELSKABER - DOBBELT STABILT

      Copyright © RAH Net