Solceller

 

Etablering af solceller

Har du valgt at få solceller på dit tag? Læs, hvordan etableringen af solceller foregår fra de indledende forberedelser til den endelige godkendelse. 

Har du bygget nyt hus, ønsker du at blive mere selvforsynende mht. energi eller vil du gerne udvide dit nuværende solcelleanlæg? Når du etablerer et solcelleanlæg (VE-anlæg), som skal tilsluttes vores elnet, er der flere ting, du skal være opmærksom på.

Se processen for etablering af solceller herunder:

Forberedelser inden opsætning af solceller

Inden du påbegynder opsætningen af dit solcelleanlæg, er det en god idé at kontakte din kommune, da der kan være krav om godkendelse for opsætning af solcelleanlæg i dit område. 

I god tid inden solcelleanlægget skal monteres, skal anlægget godkendes af RAH Net og oprettes hos Energistyrelsen.

Processen for godkendelsen

Din elinstallatør (eller leverandør af solcelleanlægget) skal udfylde nogle dokumenter: 

  • En elektronisk installationsblanket
  • Et stamdatabilag
  • Et teknisk bilag for anlæg med eller uden batteri(er)
  • For solcelleanlæg med batteri(er) skal der desuden udfyldes et eldiagram, som viser anlægges opbygning

Dokumenterne kan installatøren finde hos Green Power Denmark og Energinet.

Vær opmærksom på, at alle punkter, der fremgår af blanketten, skal udfyldes. Mangler der eksempelvis navn, underskrift, idriftsættelsesdato eller invertertype, kan solcelleanlægget ikke godkendes og processen forsinkes unødigt.

Desuden skal din elinstallatør tjekke, at inverteren fremgår af Green Power Denmarks positivliste. Er inverteren ikke på positivlisten, kan det ikke godkendes.

Med ovenstående dokumentation kan elinstallatøren – eller din leverandør af solcelleanlægget – tilmelde dit anlæg hos RAH Net.

Klargøring inden tilslutning

Når vi har modtaget alle dokumenter med de nødvendige informationer, kan vi gå videre i processen. 

RAH Net opretter dit anlæg i systemet og vi genererer et GSRN-nummer. GSRN-nummeret er et 18-cifret ID-nummer, dit solcelleanlæg skal have. GSRN-nummeret fremgår af den mail, du modtager fra os, når vi opretter anlægget hos Energistyrelsen. Du kan også få oplyst nummeret hos din elleverandør.

Udbetaling af overskudsproduktion

Ønsker du betaling for den strøm, du sender ud på elnettet, skal du have en aftale med en produktionselleverandør. Du finder en oversigt med mulige produktionselleverandører her.

Du skal bruge dit GSRN-nummer, når du laver en aftale om salg af din overskudsstrøm med en produktionselleverandør.

Når aftalen om afregning af din overskudsproduktion er indgået, er alt i orden. Du modtager herefter betaling for den del af din solcelleproduktion, der sendes ud på nettet i henhold til den aftale, I har indgået.

Betalingen kommer fra din produktionselleverandør og RAH Net kan ikke se eller ændre på din afregning. 

FAQ om solceller

Hvordan får jeg udbetaling for overskudsproduktion?

Ønsker du betaling for den strøm, du sender ud på elnettet, skal du have en aftale med en produktionselleverandør. Du finder en oversigt med mulige produktionselleverandører her. 

Når aftalen om afregning af din overskudsproduktion er indgået, er alt i orden. Du modtager herefter betaling for den del af din solcelleproduktion, der sendes ud på nettet i henhold til den aftale, I har indgået. Betalingen kommer fra din produktionselleverandør og RAH Net kan ikke se eller ændre på din afregning. 

Kan jeg udvide mit solcelleanlæg i nettoafregningsgruppe 6?

Overvejer du at udvide dit anlæg i nettoafregningsgruppe 6? I så fald skal du være opmærksom på, at anlægget ikke længere kan være i nettoafregningsgruppe 6. Det betyder, at du skal overflyttes til nettoafregningsgruppe 3 (med øjebliksafregning), hvis du udvider dit solcelleanlæg.

Vil du udvide anlægget og dermed skifte afregningsgruppe? Det gør du ved at sende en mail til Energistyrelsen på ens@ens.dk.

Vigtigt: Husk at oplyse anlæggets GSRN-nummer. GSRN-nummeret kan oplyses af din elleverandør eller af RAH Net.

Hvordan kan jeg se min solcelleproduktion?

Du kan kun se den samlede produktion på din inverter. 

RAH Nets elmåler kan ikke registrere din totale produktion, men aflæser den mængde strøm, du sender ud på elnettet. Vi sender værdierne til et fælles landsdækkende målersystem, og det er herfra, din produktionselleverandør modtager værdier til afregning for din solcelleproduktion, der går ud på elnettet.

Du kan se dit forbrug og den mængde strøm, du leverer til elnettet på eloverblik.dk. 

Har jeg en summationsmåler?

Alle elmålere i RAH Nets og MES Nets forsyningsområde er summationsmålere. 

Efter godkendelse af solcelleanlægget bliver din elmåler programmeret til at kunne måle strømmen, du sender ud på elnettet.

Hvilken størrelse anlæg må jeg tilslutte?

Vi skal sikre kvaliteten af elforsyningen i dit område. Derfor er det vigtigt, at elinstallatøren tilmelder anlægget i god tid, inden opsætningen af solcelleanlægget.

Ved tilmeldingen laver RAH Net en samlet vurdering af elnettes styrke i dit område.  

De overordnede retningslinjer er: 

  • Som udgangspunkt må dit solcelleanlæg kunne levere det antal ampere, du har købt i din installation, kaldet leveringsomfang.
  • Et parcelhus har normalt 25 ampere i leveringsomfang, hvilket svarer til et solcelleanlæg på et almindeligt parcelhus.
  • Kan elnettet klare mere end dit leveringsomfang, kan du i nogle tilfælde få tilladelse til at installere et større anlæg.
  • Kan elnettet ikke klare belastningen, vil du som ejer af et solcelleanlæg muligvis blive tilsluttet et andet sted – eksempelvis i et andet kabelskab eller transformerstation. Udgiften til dette påhviler dig.
    Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil have en ekstra inverter på et eksisterende solcelleanlæg?

    Hvis du ønsker at opsætte en ekstra inverter eller udskifte en defekt inverter på et eksisterende anlæg, skal anlægget tilmeldes og godkendes på ny. 

    Alle invertere på solcelleanlægget skal være på positivlisten, som din elinstallatør finder hos Green Power Denmark.

    Skal jeg gøre noget, hvis jeg sælger bolig med solcelleanlæg?

    Hvis du eksempelvis sælger din bolig, skal solcelleanlægget skifte ejer. Dette skal du oplyse til Energistyrelsen og ejerskiftet skal anmeldes via borger.dk.

    Hvad skal der gøres, hvis defekt inverter udskiftes på et anlæg med mere end en inverter?

    Hvis du får skiftet en defekt inverter på et anlæg med f.eks. 2 invertere, skal anlægget dokumenteres som et nyt, samlet anlæg.

    Alle invertere på solcelleanlægget skal være på positivlisten. Din elinstallatør skal udfylde dokumenter, som omfatter alle invertere på solcelleanlægget.

    Positivlisten finder din elinstallatør hos Green Power Denmark.

    Anlæg over 50 kW - hvad skal jeg gøre?

    Der er større krav til dokumentation for anlæg over 50 kW. Din installatør skal sætte sig grundigt ind i reglerne for større anlæg. Det er en god idé at gøre det i god tid, inden solcelleanlægget tilmeldes. Reglerne finder du hos Green Power Denmark.

    Kontakt RAH Net for yderligere oplysninger om større solcelleanlæg.

    Hvordan forholder jeg mig, hvis jeg skal have solceller på mine udlejningsejendomme?

    Der gælder særlige regler for solceller på udlejningsejendomme. Det er en god idé at sætte sig grundigt ind i reglerne, inden der tages beslutning om etablering af solcelleanlæg på udlejningsejendomme.

    Det kan derfor være en god idé at søge rådgivning, inden du giver dig i kast med projektet.

    RAH Net A/S

    MES Net A/S

    KONTAKT

    Ringkøbing-afdelingen

    Ndr. Ringvej 4 - 6950 Ringkøbing

    Mandag – torsdag kl. 7.30 – 16.00

    Fredag kl. 7.30 – 12.30

    Brande-afdelingen

    Dørslundvej 44 - 7330 Brande

    Mandag – torsdag kl. 7.30 – 15.30

    Fredag kl. 7.30 – 15.00

    TO SELSKABER - DOBBELT STABILT

    Copyright © RAH Net